Månedsarkiv: maj 2014

Ny hjemmeside

Så er den nye hjemmeside online.

Der tilføjes løbende indhold, og det endelige design bliver først færdig i løbet af de kommende måneder, men nu er vi online.

Finder I fejl på siden, eller har I forslag til indhold, forbedringer eller andet så hører vi naturligvis meget gerne fra jer.

Med venlig hilsen, Bestyrelsen.

Privatiseringsprocessen – spørgsmål og svar

Hvorfor privatisere Atlantis?
Bestyrelsen har først og fremmest truffet beslutningen om at privatisere Atlantis for at skabe tryghed og ro i vores fantastiske børnehus. Vi føler at fremtiden som selvejende institution med driftsoverenskomst med Roskilde kommune er for usikker.

Derudover ser vi en masse muligheder i at blive privatiseret. Erfaringer fra andre institutioner har vist, at der bliver mere tid til det, det hele handler om – nemlig børnene fordi der blandt andet ikke længere skal bruges tid på møder med kommunen. Desuden kan vi fremover selv vælge hvilke emner, vi ønsker at sætte fokus på i det daglige, frem for at få udstukket mål fra kommunen, som måske ikke nødvendigvis er de mål, som vi føler giver mest mening i vores børnehus.

Kan kommunen nægte at godkende os?
Nej. Ved oprettelse af private institutioner for børn i alderen 0–6 år er der tale om, at for­ældre og andre borgere har et retskrav. Når den private institution lever op til kommu­nens kravspecifikation og den øvrige lovgiv­ning, der regulerer dagtilbuds-området, skal institutionen godkendes.

Der er ikke tale om oprettelsen af en ny in­stitution, men om en ændring af driftsform. På den måde videreføres den eksisterende institution under en ny driftsform. Driftsafta­len med kommunen skal ikke opsiges, da den automatisk vil bortfalde ved en ny gensidig aftale mellem den selvejende institution og kommunen

Hvad med bygningerne?
Bygningerne ejes allerede af Atlantis – og ikke af kommunen. Så vi skal ikke ud at købe eller leje dem. Med allerede godkendte byg­ninger kan institutionen derfor uden proble­mer ændre sin driftsform til at fungere som privatinstitution.

Fortsætter personalet?
Ja. Ved driftsændring fra selvejende til priva­t institution, vil der som udgangspunkt ikke være tale om virksomhedsoverdragelse, da både den selvejende institution og den pri­vate institution er oprettet som forening. Det betyder, at privatinstitutionen ikke ændrer vedtægter, men udelukkende ændrer drifts­form.
Det betyder også, at personalet automatisk ”følger med” over i den private institution med samme rettigheder som hidtil. Der vil blive lavet et tillæg til personalets ansættelsesbrev herom.

Stiger forældrebetalingen?
Nej. Der kommer ingen prisstigninger i forbindelse med privatiseringen. En plads i Atlantis vil også fremover koste det samme som en plads i en kommunal institution i Roskilde Kommune. Skulle vi få brug for penge til større vedligeholdelsesopgaver, har vi som privat institution den mulighed, at vi kan tage lån i bygningerne, som vi ejer. Der er også mulighed for at søge sponsorater og fonde, hvilket er en af de opgaver, som vi i bestyrelsen fremover vil se nærmere på og benytte os af.

Hvad med talepædagog, søskenderabat og friplads?
I private institutioner gives der tilskud til socialpædagogisk og økonomisk friplads samt søskenderabat på fuldstændig samme måde og vilkår som i selvejende og kommunale institutioner. Det er rettigheder som følger den enkelte borger og er ikke afhængig af hvilken institution, der vælges. Det er barnets hjemkommune der fastlæg­ger, hvilke tiltag der skal iværksættes over for det enkelte barn. Eventuelle ekstraudgif­ter forbundet med støtten betales af barnets hjemkommune og tildeles institutionen som et ekstra tilskud. Det samme gælder tilbud som talepædagog og lignende.

Bliver åbningstiden ændret?
Nej, ikke som udgangspunkt. En privat institution fastsætter selv sin åbningstid. Kommunen kan dog beslutte, at der skal være en åbningstid svarende til kommunens fastsættelse af åbningstimer pr. uge for at få det fulde tilskud. De åbningstimer følger vi allerede i dag. Skulle behovet for at ændre på åbningstiden opstå på et senere tidpunkt fordi forældrenes behov ændres, må vi se på det til den tid. Men som udgangspunkt fortsætter vi med samme åbningstid, som vi mener fungerer godt pt.

Vil der være lukkedage?
Ja. Men det er ikke sikkert, at der bliver i ligeså stort omfang som hidtil, hvor lukkedagene har været fastsat af kommunen. Og der bliver ikke tale om, at vi lukker børnehuset helt i ferieperioder. Private institutioner fastlægger selv antallet af lukkedage.

Hvad med sommerferien?
Bestyrelsen meddelte på forældremødet i oktober sidste år, at vi i sommerferien 2014 i uge 29 og 30 vil holde fælles åbent i vuggestuen og børnehaven. Det holder vi fast i, selv om privatiseringen skulle være faldet på plads på det tidspunkt. Disse uger er valgt, fordi der erfaringsmæssigt er meget få børn i børnehuset i disse uger. Der vil være personale fra både vuggestue og børnehave til stede i begge uger.

Forventes det, at forældre tager mere del i drift og vedligehold mv.?
Nej. Vi forventer ikke at forældrene skal tage mere del i driften og vedligehold af børnehuset end man gør i dag. Alle er selvfølgelig meget velkomne til at give en hånd med ved vores årlige arbejdsdag og hjælpe med små opgaver i dagligdagen, men det er på ingen måde et krav.

Hvad med pædagogerne – skal de købe ind og være med til at vedligeholde bygninger?
Nej. Det er ikke meningen at pædagoger og medhjælpere skal bruge tid på vedligehold af bygninger. De skal bruge deres tid på det de er bedst til, nemlig at passe vores børn. Med hensyn til indkøb af mad til børnene i vuggestuen er det en opgave som Ulla, som er vores økonoma varetager og det vil hun fortsætte med.

Hvad er udfordringerne ved at være privat børnehus?
En privat institution er ikke omfattet af kommunens centrale pladsanvisning. Vi skal selv føre venteli­ste og får ikke længere henvist børn fra den kommunale pladsanvisning. Institutionens økonomi er fortsat afhængig af antallet af indmeldte børn, så det bliver vigtigt vi også fremover kan tiltrække nye børn. Det betyder, at vi skal have en synlig profil og at vi skal sørge for at lave informationsmateriale og på anden vis ”reklamere” for vores børnehus.

Hvordan skriver man sit barn op til Atlantis?
Indtil Atlantis er privatiseret, skal man fortsat skrive sit barn op til Atlantis via pladsanvisningen. Samtidig vil bestyrelsen også meget gerne have besked direkte fra forældrene via mail til formand Anita Dueholm, da vi også selv fører en venteliste til den kommende tid som privat børnehus. Når Atlantis er blevet privatiseret, er vi ikke længere en del af pladsanvisningen og man skrives op direkte hos Atlantis via en tilmeldingsblanket, som vil kunne findes på hjemmesiden